Banetemperaturen var voldsomme 60 grader - celcius - så Pirellis ultrasoft-dæk havde alle forudsætninger for at klistre de hurtige racere fast til asfalten.
Ferraris Sebastian Vettel trænger til oprejsning efter et skuffende resultat på hjemmebanen i sidste weekend. Det starter godt for tyskeren - hurtigste tid i 2. frie træning, mens rivalen, Lewis Hamilton var på 5. pladsen, næsten 0,8s efter i sin Mercedes.
Franske Pierre Gasly imponerede med en 9. plads. For to år siden kørte Gasly GP2 og fik både Pole Position og sejren hjem i løbet på Hungaroring. Nummer to i samme løb var Antonio Giovinazzi, som også var i aktion i dag under 1. frie træning. Giovinazzi havde lånt Charles Leclercs Sauber-racer.
Ungarns Grand Prix 2018. Sergio Marchionne hyldest på Haas VF-18 raceren
Copyright Haas F1
Kevin Magnussen sluttede 2. frie træning som nummer 13 men Romain Grosjean blev 7'er. Kevin klagede over tekniske problemer med raceren undervejs, men efterfølgende har teamchef Günther Steiner udtalt at teamet havde en "rimelig god dag" og at de forventer at have en god dag i morgen, lørdag.
I den tunge ende finder vi endnu engang Williams-teamet, som igen må kæmpe med dårlig aerodynamik på den downforce-krævende bane i Ungarn.