Af: Allan (arh@bmf1.dk)
d. 12/11 2020
klokken 11:12
Det var Red Bull's Max Verstappen, der kunne forlade Yas Marina banen som hurtigste mand, efter den første træning op til Abu Dhabis Formel 1 Grand Prix.
Valteri Bottas, der virkelig har været i modvind efter at han blev sat på plads af Hamiltons afløser i Bahrain, George Russell, viste fin styrke, ved at placere Mercedes-raceren ind på P2, blot 0,034 sekund langsommere end Verstappen.
Lewis Hamilton var igen i Mercedes-raceren, men skulle åbentbart lige finde den helt rigtige rytme igen. Det blev blot til P5, næsten 1,4 sekund langsommere end Verstappen og Bottas.
Dagens store overraskelse, eller i det mindste den første frie trænings store overraskelse, var Esteban Ocon, der fik sat sin Renault ind på P3, dog markant langsommere end de to forreste som han havde et gab op til på mere end 1,1 sekund.
Sidste weekends vinder, Sergio Perez, måtte indse at hverdagen var vendt tilbage.
Han blev slået af Lance Stroll i den anden Racing Point og måtte affinde sig med en placering som nummer 7.
Hos HAAS var Kevin Magnussen sat i boksen, mens Mick Schumacher fik lov til at gennemføre træningen i hans bil.
Det var ikke hurtigt, men han slog i det mindste Pietro Fittipaldi, i den anden HAAS-racer. Schumacher sluttede med en bedste tid, der var hele 3,8 sekunder langsommere end Verstappens hurtigste tid.
George Russell, der igen skulle affinde sig med den langsomme Williams-racer, sluttede nede som nummer 16, lidt over 3 sekunder nede, men trods alt omkring 6 tiendedele sekund hurtigere end Latifi i den anden Williams.