Af: Nicki Skaaning
(ns@bmf1.dk)
d. 12/06 2025
klokken 13:12
Formel 1-sæsonen lakker mod enden, og de røde lamper slukker for sidste gang på søndag i denne sæson. Men inden det sker, har teamene lige den sidste session, inden kvalifikationen skal køres senere i dag.
Det er let skyet, 27 grader i luften og 38 grader på asfalten.
Banen, de skal køre på, er Yas Marina Circuit, designet af den legendariske banedesigner Hermann Tilke. Banen ligger på Yas Island i Abu Dhabi og er med sine 5,281 km og 16 sving en mellemstor bane sammenlignet med de andre baner på kalenderen.
Denne weekend er der to DRS-zoner og en 1,2 km langside, hvilket øger muligheden for overhalinger, til trods for at banen er kendt for ikke at levere alt for mange af dem.
Første gang, der blev kørt på banen, var tilbage i 2009, hvor Sebastian Vettel tog sejren i debutløbet, og Jenson Button kunne kalde sig verdensmester. Der er sket lidt siden da.
Dækkene, Pirelli har medbragt, er de hårde C3, medium C4 og bløde C5. Det er altså de tre blødeste compounds, Pirelli har gjort tilgængelige denne weekend.
Hurtigste løbsomgang tilhører ingen ringere end Danmarks helt egen Kevin Magnussen, der kørte en omgang i tiden 1.25:637 i sit afslutningsløb tilbage i 2024.
Der er ikke nogen tvivl om, at Red Bull og McLaren kommer til at lege i front denne weekend, da de begge har kørere, der kæmper om mesterskabet. Spørgsmålet er bare; er der andre, der også kan lege med?
Piastri missede første frie træning, så det er ikke de mest optimale vilkår, han kører under på sit livs hidtil vigtigste løbsweekend.
Det er samtidig også sidste træning for de monsterbrede Pirelli-dæk, vi har set de senere år. Pirelli bibeholder 18” fælgene, men fra næste år bliver dækkene smallere. Det sparer vægt, giver mindre greb, og bilerne bliver smallere.
Sidste år startede 19 ud af 20 kørere på mediumdækket, og det hurtigste var at tage en et-stop-strategi og slutte af på harddækket. Derfor er det også forventeligt, at det bliver de to mest interessante dæk at teste denne weekend. Faktisk var det kun Hamilton, der startede på hard sidste år.
Der er larmende tavshed, da sessionen starter. Kørerne går stadig rundt i pitten og gør sig klar. Forholdene er nemlig heller ikke, som de vil være senere på dagen.
To minutter inde kigger Alonso ud på banen. Det er faktisk hans 22. sæson i F1, så han har kørt længere, end flere af kørerne har levet.
Stroll kigger også ud på banen.
Det bliver dog et kort visit for de to Aston Martin-kørere, der kører i pit igen.
Gasly og Colapinto kommer dog et smut ud og får sat nogle enkelte omgange ind. Kort efter kigger den mesterskabsførende Norris også ud på banen. Han har nemlig også sit at se til denne weekend, da han skal forsvare sin føring. Derfor er alle data vigtige for englænderen.
Leclerc kommer også ud på banen.
Norris er på soft og starter med at sætte tre lilla sektorer. Så er stilen ligesom lagt.
19 minutter inde er der stadig kun 14 kørere, der har været ude på banen – og kun 9 af dem har sat en tid.
Favoritdækket fra start er softdækket, men der er også enkelte kørere, der har fået sneget et sæt mediumdæk på.
22 minutter inde er Norris stadig i front, men meget overraskende har Bearman i Haas sneget sig ind lige bagved. Så der er krudt i Haas.
Tsunoda kører i vejen for Norris, der må undvige og køre af banen. Tsunoda er dog hurtig til at undskylde. Episoden bliver noteret af stewards.
Verstappen er ny mand i front, og som en tyv om natten kommer Stroll ind og tager andenpladsen. Imens har Hamilton også fået skub i raceren, da han nu ligger på tredjepladsen.
Lawson klager over, at en af de andre racere kører midt på banen og derfor ikke giver plads.
Halvvejs inde er det kun Alonso, der har kørt på harddækket.
Rødt flag. Hamilton snurrer rundt i sving 9 og rammer barrieren. Han nævner, at der skete noget i fronten, som fik baghjulene til at skride. Banefolkene skal fjerne raceren og reparere barrieren.
Med 17 minutter igen starter sessionen igen.
Racerne forlader nærmest garagerne samtidig. Alle kørerne vil hurtigt ud på banen, for nu gik de glip af vigtig banetid.
Albon bliver dog noteret for unsafe release, da han kører ud af garagen.
Gult flag med 13 minutter igen. Det var dog bare en lille afkørsel fra en af kørerne.
Softdækket er det mest populære dæk i de sidste minutter, hvor det sidste setup skal finpudses.
Piastri har alt at vinde og intet at tabe denne weekend, så nu melder han sig også ind i kampen. Han er 0,523 sekunder foran Verstappen i sit første forsøg efter “pausen”.
Norris jagter også tiden i front, men han tager for meget af kerben, og bilen slingrer. Det stopper ham dog ikke fra at sætte sessionens hurtigste tid.
Hülkenberg sætter lilla sektor to, men det bliver ikke til mere end en tredjeplads for tyskeren, der dog stadig kan være tilfreds med præstationen.
Der er crash i pitlane. Antonelli får besked af ingeniøren på at køre ud af garagen, men han kører direkte ind i siden på Tsunoda, der kom kørende. Det koster lidt kulfiberdele for Tsunoda og en frontvinge til Antonelli. Det kommer sikkert til at koste en straf til italieneren.
Verstappen melder, at der er et problem med, at bilen hopper. Han kan ikke holde fødderne på pedalerne.
Russell slutter sessionen i front, hvilket er overraskende, når man ser, hvor stærke McLaren og Verstappen har været. Norris slutter på andenpladsen – bare 0,004 sekunder efter – så det er tæt.
Verstappen slutter P3, bare 0,124 sekunder efter.
Du kan se resultatet for hele sessionen i tabellen nedenfor.