Hvad laver du om fredagen, som er fridag i Monaco?
Den går med at lave interview og tage ud til alle fansene og skrive autografer. Dagen er en mulighed for kørerne at give noget ekstra til publikum og sponsorerne.
Hvornår begyndte du at interessere dig for F1?
Jeg kan ikke rigtigt huske hvornår det begyndte, men min far kørte jo race, så jeg har fået at vide at jeg var til mit første F1 løb da jeg var 6 måneder gammel. Det har bare altid været der og er en del af min opvækst.
Hvordan takler du privatliv og kæreste når du rejser så meget?
Jeg har min kæreste med på de fleste af mine rejser og løb, det er ikke alle løb hun er med til. Det er jo ikke alle løb der er lige spændende. Min kæreste var færdig med sin uddannelse i 2016, og jeg lagde nok lidt pres på at hun ikke skulle starte med at arbejde, men at hun kunne tage med mig rundt til løbene istedet. Så kunne vi undgå at være fra hinanden som man normalt ville være. Det er min kæreste der ofrer sin tid og job lige nu, for at være sammen med mig og leve F1 livet, så jeg må jo betale tilbage når jeg engang stopper i F1.
Kevin Magnussen i tæt trafik i Monaco
Copyright Haas F1
Hvordan opretholder du gejsten/motivationen til hvert eneste løb?
F1 er min drøm, og det er mit liv og drømmen om at blive verdensmester er stadig det der giver mig motivationen til at fortsætte. Det er selvfølgeligt hårdt at være i F1, specielt når du ved du ikke har den hurtigste bil i feltet, og ved du ikke kan vinde. Jeg går ikke ind i en løbsweekend med mentaliteten om at nu skal jeg vinde løb. Det er lidt surt, og det savner jeg meget. Da jeg kørte gokart, så gik jeg ind med overbevisningen om at jeg skulle vinde. Til nogle gokartløb vidste jeg inden vi startede at jeg ville vinde., Jeg er en vinder type, så jeg savner muligheden for at tage det med mig ind i F1 som det er i øjeblikket. Det kan være svært at motivere sig til at nu skal jeg ind og køre for en 7. plads. Der er dog lidt stolthed i at blive nr. 7, fordi vi er oppe imod 3 store teams der har budgetter der er over det dobbelte af hvad vi har. At komme ind som nr. 7, som det er nu er en god bedrift.
Der er et stort pres på en når man køre F1, hvordan håndtere du presset mentalt?
Det går lidt op og ned. Nogle gange føler jeg at der er et stort pres andre gange er det ikke så stort. Det har noget at gøre med min mentale tilstand op til hvert løb. Nogle gange er jeg mere rolig end andre gange. Man skal dog passe på ikke at blive for rolig. Der skal heller ikke være for meget pres på, så kan det også være svært at fokusere 100%. Det er en hårfin balance man skal arbejde med i hovedet hele tiden.
Læs med i morgen hvor vi bringer anden del.